1, 2, 3 – Farvel

1. marts 2012
Det er sgu hårdt, når ens barn ikke vil i skole. Morgenerne går ellers godt herhjemme, men når vi skal afsted og Anders finder ud af at jeg ikke bliver på skolen, flytter han sig ikke ud af stedet………Imorges måtte jeg endnu engang løfte ham ud i bilen uden tøj på med dynen omkring ham, og sådan kørte vi i skole!!!

Efter lidt snakken frem og tilbage i bilen tog han tøj på og gik med ind, efter jeg havde lovet ham at blive der under samlingen. Indenfor i klasseværelset ville han ikke hen til samlingen, men ville igang med opgaverne med det samme og da det ikke var meningen stak han af og løb ud af bygningen. Jeg gik efter ham – tog en dyb indånding, men med tilbage ville han ikke. Han gik derimod hen mod parkeringspladsen. Jeg råbte til ham at jeg gik op i klasseværelset igen………..På vej op af trapperne blev jeg ked af det og begyndte at græde og spurgte læreren om hvad andre forældrepar gør, når deres børn begynder på skolen og ikke VIL. Jeg forklarede hende at jeg allermest havde lyst til at smide ham ind af døren og så køre med det samme igen og lade dem om problemerne, indtil jeg kom tilbage efter skoletid og hentede ham. Hvis det er det du har lyst til, sagde hun, så gør vi det på den måde. Vi skal nok holde ham tilbage ligegyldigt hvad, for han skal jo vænne sig til det, og har du det godt med det, er det ok med os.Vi tager den tid der skal til, til at berolige ham og så følger han undervisningen, når han er faldet til ro.

Hvor er det bare dejligt med super forstående lærere. Jeg kan mærke at de tager det helt roligt, for de har mange års erfaring med netop autister og ved hvordan de reagerer. Der kommer ingen overraskelser, de er omstillingsparate og usandsynlige rolige. De brænder for deres job.

I mellemtiden var Anders kommet tilbage til bygningen og med god samvittighed sagde jeg farvel og 2 lærere tog sig af ham og fik ham med tilbage til klassen. Da jeg hentede ham 3 timer efter var han i godt humør og glad for at se mig igen. I klare vendinger fortalte han mig, at det var nogle dumme lærere, for han måtte ikke løbe efter mig, de holdt ham tilbage, han måtte ikke gå alene udenfor osv. Der kommer autisten jo tydelig frem i ham, for han lægger overhovedet ikke skjul på, hvad han tænker – der er intet filter, der holder igen på noget. Han siger højt, hvad han tænker!!!!

Til trods for hans udbrud til mig, havde han været med til et orienteringsløb udenfor og det havde kun taget 1 time at berolige ham, da jeg var kørt. Imorgen afleverer jeg ham igen med god samvittighed. Der er meget for en lille dreng at lære, der har været hjemme i 8 måneder!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *