15. juni 2012

Vi har af kommunen fået bevilget en Time-timer. En Time-timer er et ur der, visuelt, viser hvor lang tid der er tilbage til et skift. Det kan helt konkret være om morgenen, når Anders ser fjernsyn – så sætter vi uret til 15 minutter og forklarer ham, at når tiden er gået, er det tid til at spise morgenmad.

Anders har altid haft det meget svært med skift. Det kan tage lang tid at skifte fra en aktivitet til en anden for ham (og her snakker vi ikke om minutter, men om halve og hele timer). Han har altid reageret meget vredt, når vi har holdt fast i skiftene til trods for brug af piktogrammer, selvom det hjalp lidt på det, da vi begyndte på dem.

På skolen bruger de Time-timer og der virker skiftene, så vi var jo lidt spændte på om det kunne overføres her hjem til. Derfor har vi også valgt præcis den samme og i samme størrelse! Da uret ankom blev det anvendt samme aften, uden nogen form for introduktion. Vi satte blot uret igang og fortalte Anders, at når tiden var gået, skulle vi stoppe med det skak-spil vi var igang med og at han måtte se fjernsyn bagefter.

Det virkede lige efter hensigten. Han stoppede, gik hen til sofaen og så fjernsyn uden brok. Næste morgen gentog det sig, da han skulle skifte fra at se fjernsyn og til at tage tøj på…………Utroligt hvad den rette visualisering kan betyde.

29. februar 2012
Så kom reaktionen. Jeg havde jo forventet en større reaktion end blot nogle ord, hvor han sagde at han ville bombe skolen og byen. Den kom så idag. Efter en ganske almindelig morgen med tv, lidt mad osv. gik han helt amok, da jeg bad ham tage tøj på. HAN VILLE IKKE I SKOLE!!! Stolene blev væltet, der blev smidt med legetøj, fjernbetjeninger, pynt, mælken blev smidt ud af køleskabet, papirerne på skrivebordet blev flået ned osv. Sådan fortsatte det i ca. 15 minutter, hvorefter han rystende gemte sig under sin dyne. Jeg tændte for fjernsynet – det kan berolige ham og satte et ur til 10 minutter. Fortalte ham at det var ok at være utryg ved skolen, for vi skal lige lære den at kende og den skal lige lære os at kende. Efter 10 minutter fik han igen at vide at det var tid til at tage tøj på – denne gang blev han ikke helt så vred (og der var heller ikke mere der kunne smides med….), men der gik endnu ½ time, før jeg fik ham ud i bilen og vi kom afsted (uden tøj på, men med dyne omkring sig). Inde i bilen på skolens parkeringsplads tog han underbukser på, men kunne så igen ikke overskue mere. Jeg aftalte med ham, at jeg gik ind og snakkede med lærerne og fortalte situationen og at han ville komme tilbage næste morgen kl. 9.00.

Nu sidder jeg så her og skriver på bloggen med en glad dreng, der spiller wii i stuen og et hus, der ligner en slagmark……Vi prøver igen i morgen tidlig, med meget mere forberedelse og piktogrammer 🙂