30. januar 2012
Når ens barn får konstateret et handicap bliver man udsat for et stort psykisk pres. I mit tilfælde har presset været der i flere år – det er blevet langsomt opbygget,  uden at jeg har vidst det. Familier og venner har set skævt til en, fordi man har haft et barn, der var lidt mærkeligt på nogle områder, såsom mystiske spisevaner, ingen bordskik, uforudsigelige raserianfald mv.

Når så endelig diagnosen bliver stillet, føler man en hel lettelse over at det ikke er ens børneopdragelse, der har været hel ude i hampen. Til gengæld kommer der så utroligt mange andre spørgsmål. Da Anders var blevet udredt på sygehuset og vi sad ved overleveringen sammen med skole og kommune var jeg helt overbevidst om at nu kunne det kun gå fremad. Nu var der nogle, der tog hånd om vores lille familie og hjalp os videre i forløbet.

Gud hvor blev jeg dog skuffet……………..I Danmark har vi en Servicelov og hvis du vil have hjælp til noget er det vigtigt at du kender din Servicelov ud og ind, for der er ikke nogle, der fortæller dig om dine rettigheder og muligheder, før du selv spørger ind til dem og (allerhelst) fortæller din sagsbehandler, hvor i loven det står. Jeg tror, det var det der slog benene væk under mig. Længe havde jeg holdt ud, fordi jeg vidste at i maj 2011 ville vi få at vide, hvad vores søn fejlede og så ville vi få kvalificeret hjælp. Det modsatte kom til at ske – nu gik det for alvor op af bakke og vi måtte kæmpe den ene kamp efter den anden. Stille og roligt mistede jeg modet, interessen for mig selv og min familie. Det jeg havde opbygget med hjemmeundervisning for Anders faldt igen fra hinanden, såsom vores daglige planer med piktogrammer osv. Selvom jeg gik til psykolog fra august var det alligevel ikke nok til at holde en depression fra mig og i slutningen af november 2011 måtte jeg sygemelde mig og tage til lægen, hvor jeg fik konstateret en middelsvær til svær depression. Nu får jeg så medicin, så det ser lidt lysere ud, men jeg ved det kommer til at tage tid og jeg passer på mig selv, ved kun at tage nogle få skridt af gangen.

Jeg valgte så at være åben om min depression og sendte en mail rundt til venner og familie om min situation og om hvordan jeg havde det, og det er blevet taget meget positivt.